Smukt regnskab i Skanderborg

Danmarks Smukkeste Festival hentede 2,7 mio. kr. hjem i 2003 - og gør klar til et brag af en fest i 2004.

Regnskabet for Skanderborg-festival 2003 er netop gjort op, og med et enestående millionoverskud er folkene bag festen klædt godt på, til at give festivalgængere endnu en uforglemmelig oplevelse til august.

Festivalen gav et overskud på 2,7 millioner kroner, og en del af de penge skal bruges på endnu flere events og oplevelser for de cirka 21.000 heldige, som når at købe billet til 2004-udgaven, som samtidig er den 25. i rækken.

- Jeg kan ikke fortælle noget om, hvem der kommer af store navne på næste festival, for vi har simpelthen ikke skrevet en eneste kontrakt endnu, fortæller formanden for Skanderborg-festivalens bestyrelse, Kirsten Hansen, til TV 2 / ØSTJYLLAND.

Dermed afliver hun de sejlivede rygter, som ellers har floreret i det østjyske i den seneste tid. Nemlig at selveste U2 skulle være et af hovednavnene på Bøgescenen.

- Ha, ha, nå, har du også hørt det. Vi er slet ikke så langt endnu. Og i øvrigt har jeg også hørt, at U2 slet ikke spiller på festivaler. Men ok, man skal aldrig sige aldrig, erkender formanden.

I den kommende weekend mødes en gruppe af mediefolk og festival-arrangører for at strukturere og planlægge den kommende festival, der løber af stablen i den anden weekend i august.

Man kan finde mere information <A href="http://www.smukfest.dk">her</A>.