SMS-ros er en succes
Buspassagerer i Århus har siden april haft mulighed for at rose chaufførerne pr. SMS. Og det har mange benyttet sig af.
Der er blevet SMSet lystigt i buslinierne 4 og 24 i Århus de sidste måneder. Siden april har passagerne på forsøgsbasis haft mulighed for at sende rosende ord til buschaufførerne på de to linier.
Forsøget har været en så stor succes, at det skal udvides til flere buslinjer over det næste halve år, skriver JP Århus.
- Det giver en helt kolossal positiv stemning hos chaufførerne. Passagerer siger tak for turen frem for at skælde ud, og det fjerner fokus fra de negative oplevelser hos chaufførerne. Det har rykket rigtig meget hos mange af mine kollegaer. Nogle var måske ligeglade med deres arbejde og god service før, men nu tænker de virkelig meget over det. Vi tænker mere over, at folk bedømmer os nu, siger 40-årige Henrik Lindberg Grann til avisen. Han har været chauffør hos Århus Sporveje i tre år.