Sms-kampagne mod pizzeria
Kunder bliver gennem sms-beskeder opfordret til at boykotte et randrusiansk pizzeria.
Kylling og Pizza Ekspressen i Randers er i øjeblikket udsat for det, der ifølge pizzeriaets egne ansatte er en sand smædekampagne.
I sms'er opfordres områdets beboere til at boykotte forretningen, fordi en af de ansatte angiveligt skulle have afvist en kunde og sagt, at hun skulle halshugges.
Ifølge Adnan Dagdelen, som arbejder for Kylling og Pizza Ekspressen, er beskyldningerne falske, men forretningen har alligevel været nødt til at sætte et skilt op for at mane rygterne til jorden.
- Det kommer helt bag på os. Jeg havde aldrig troet, at vi skulle udsættes for sådan noget, siger Adnan Dagdelen til TV 2 / ØSTJYLLAND.
Kylling og Pizza Ekspressen har anmeldt sagen til Randers Politi.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i tirsdagens udsendelser.