Smides ud af ligaen
Aarhusianske fodboldkvinder tvangsnedrykkes
Aarhus har ikke længere et fodboldhold i kvindernes bedste række, 3F Ligaen.
Det står fast, efter at Dansk Boldspil-Union (DBU) fredag aften endegyldigt besluttede ikke at forny Skovbakkens licens.
Dermed tvangsnedrykkes aarhusianerne til 1. division.
I begyndelsen af maj afviste DBU at forny Skovbakkens licens, da klubben på grund af rod i regnskaberne ikke levede op til forbundets licenskrav.
Dengang ankede Skovbakken kendelsen fra licensudvalget - men altså uden held. Licensudvalget har nu stadfæstet beslutningen, som foruden Skovbakken også rammer den københavnske klub B93/HIK/Skjold.
- Vi fastholder Licensudvalgets beslutning, når det gælder IK Skovbakken og B93/HIK/Skjold, der trods opfordring hertil, ikke har opfyldt licenskravene inden for de givne frister, siger Lars Hillinger fra DBU til forbundets hjemmeside.