Smed hash ud af vindue
To mænd blev i nat anholdt i deres bil, da de smed hash ud af bil-vinduet
To mænd fra Horsens på henholdsvis 26 og 22 år blev i nat anholdt for blandt andet besiddelse af hash. De to mænd tiltrak sig politets opmærksomhed i Frederiksgade, da de smed noget ud af vinduet i deres bil:
- Passageren smed en pakke ud af højre sidevindue, og det påkaldte naturligvis patruljens opmærksomhed, fortæller vicepolitikommissær Allan Munkholm fra Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.
Det viste sig, at de to mænd i bilen var i besiddelse af et baseballbat og handsker med bly, der i følge vicepolitikommissær Allan Munkholm fra Sydøstjyllands Politi er velegnede til at slå hårdt.
Derudover viste det sig kort tid senere, at den pakke, der var blevet smidt ud af bilen, indeholdt et kg hash:
-De to mænd i bilen blev anholdt. De skal afhøres og bliver så senere løsladt, oplyser politiet.