Smag på efterskolelivet: Unge bor to døgn i det fri

Rønde Efterskole inviterede folkeskoleelever til friluftscamp for at snuse til efterskolelivet.

Valdemar Hammer havde prøvet at klatre 3-4 gange før.

De sidste år af folkeskolen vælger nogle elever at bruge på en af landets mange efterskoler.

De seneste par dage har elever fra 6. til 8. klasse kunne snuse en smule til efterskolelivet i Hestehaveskoven ved Kalø Vig. Rønde Efterskole inviterede nemlig de unge på friluftscamp.

Læs også Efter byrådsmøde: Renset for seksuelt overgreb - mister sit job

- Hvis man har den mulighed at kunne tage på efterskole, så skal det være på et godt og oplyst grundlag. Så har man mulighed for lige at snuse til, hvad det vil sige med friluftsliv på Rønde Efterskole, udtaler forstander Gorm Skovsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.

Da TV2 ØSTJYLLAND besøger friluftscampen har børnene været i skoven i lidt over et døgn. Og en af de elever, der er kommet for at prøve kræfter med friluftslivet, det er Sofia Honoré. Hun sover i et stort telt med en masse fremmede unge. 

Hvis man er glad for naturen, så bliver man også god til at passe på den

Martin Springborg, lærer, Rønde Efterskole 

- Det er virkelig fint, selvom vi kun har kendt hinanden i 27 timer eller sådan noget, så er vi blevet rigtig gode venner, fortæller hun.

Sammen med de andre har hun selv været med til at sætte teltet op. Og det er en interesse, hun længe har haft.

- Jeg leder efter en efterskole, og denne her efterskole har nogle gode linjer og et friluftsliv. Jeg kan godt selv lide at være udenfor og sove i telt. Jeg er selv spejder, og så synes jeg bare, at det ville være sjovt, siger Sofia Honoré.

Vil åbne interessen for nye

Det er dog ikke alle eleverne, som har stor erfaring med friluftslivet. Det er en af de ting, som Rønde Efterskole gerne vil påvirke.

Selvom vi kun har kendt hinanden i 27 timer eller sådan noget, så er vi blevet rigtig gode venner

Sofia Honoré, deltager i Friluftscampen

- Der kom en flok elever i går og fortalte, at de havde siddet det meste af weekenden og spillet computer. Og når de så kommer herud, så er sådan en skov god til at være i og lege i. Selvom nogle af dem (børnene red.) er halvstore, fortæller Martin Springborg, som er lærer på Rønde Efterskole.

08:53

Her kan du se Så' det sommer på besøg i Friluftscampen i Rønde. 

Luk video

På friluftscampen kan man blandt andet også prøve at kravle højt op i træerne, hvor man er spændt fast med professionelt klatreudstyr. En aktivitet som Valdemar Hammer har kastet sig ud i.

- Den første grund er, at mine søstre har gået på Rønde Efterskole, og det skal jeg også i tiende. Og så er jeg friluftsmenneske, så jeg prøver det for at have det sjovt, fortæller han.

Læs også Vil dine børn gå i skole i sommerferien? Det vil Tilde og Silje

Efterskolen håber på, at de unge mennesker kan tage nogle generelle betragtninger om naturen med sig.

- Glæden ved naturen, og hvis man er glad for naturen, så bliver man også god til at passe på den. Og hvis man har friluftsliv på en efterskole, så kan man lære at bruge friluftslivet med venner og familie, siger Martin Springborg.