Små børn skærer i sig selv: Nu er selvskade også i 1. klasse

- Der er noget, vi overser, og vi kan ikke være det bekendt, lyder det fra rådgivningskoordinator i Aarhus. Arkivfoto. Foto: Erik Refner - Scanpix / LMS

Børn helt ned til 7 år søger rådgivning om selvskade. Der er noget, de voksne ikke gør godt nok, mener landsforening mod selvskade

Selvskade har i flere år været et stigende problem blandt teenagere og unge voksne, men nu er helt små børn også begyndt at brænde sig, skære i sig selv eller dunke hovedet ind i en væg, fordi de mistrives.

Det oplyser Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi har lige haft en dreng på 10 år, der skrev til os på chatten, og jeg kender til en syvårig, der har kontaktet os, siger Conni Stenstrup Hagensen, der er landsforeningens afdelingskoordinator i Aarhus.

Læs også Zornig om selvskade: Vi voksne har skabt et sygt samfund

Jeg synes virkelig, det er uhyggeligt, når man ser på, hvordan forældre sidder med hovedet nede i en telefon, mens de er sammen med deres børn. 

Conni Stenstrup Hagensen, afdelingskoordinator, LMS

LMS er inden for de seneste uger blevet kontaktet af flere børn på 10 år eller derunder, og det er børn fra alle samfundslag, der søger hjælp og rådgivning omkring selvskade.

- Vi taler om en bevidst handling. Det er en næsten voksen måde at skade sig selv på, som jeg bliver rigtig ked af, fordi det viser, at der er mange små børn, der ikke har det godt, siger Steen Andersen Ledsager, der er generalsekretær i LMS, til TV2 ØSTJYLLAND.

Så mange skader sig selv

  • 13,5 pct. af eleverne i folkeskolens ældste klasser har skadet sig selv en eller flere gange.
  • 22 pct. af de danske gymnasieelever har erfaringer med selvskade. 9 % har skadet sig selv mere end 20 gange inden for det seneste år. 
  • 11 pct. af alle danskere har skadet sig selv med vilje mindst én gang i deres liv.

Kilder: Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade, Center for Selvmordsforskning​, Bo Møhl og Annika Skandsen

Der er noget, de voksne overser

At børn skader sig selv er et ansvar, der påhviler de voksne, mener Conni Stenstrup Hagensen fra LMS i Aarhus.

- Vi er nødt til at lægge mærke til de her børn, der mistrives. Hvor er forældrene, hvor er skolelærerene, hvor er SFO-medarbejderne i det her scenarie? Der er noget, vi overser, og vi kan ikke være det bekendt. Det er ikke godt nok, at problemet er så omfattende, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Jeg synes virkelig, det er uhyggeligt, når man ser på, hvordan forældre sidder med hovedet nede i en telefon, mens de er sammen med deres børn. Vi skal være nærværende med vores børn. Vi skal lytte til dem og tænke over, hvad der ligger bag ordene.

Selvskade er den væsentligste faktor, som forudsiger fremtidige selvmord, så der er grund til at tage det alvorligt.

Bo Møhl, psykolog

Det er nyt, at små børn dukker op i statistikken hos LMS, men børnene er del af en generel tendens, oplyser LMS.

- Inden for det seneste år har vi oplevet, at vi får opkald fra yngre og yngre personer. Vi oplever mange unge, der har udfordringer med selvskade, siger Steen Andersen Ledsager.

Ekspert: Selvskade kan forudsige selvmord

Der er slet ikke tvivl om, at selvskade er i stigning blandt børn og unge, og det er et problem, vi alle bør tage endog meget seriøst.

Sådan lyder det fra Bo Møhl, der har arbejdet i psykiatrien i 35 år og formentlig er den danske psykolog, der har talt med flest patienter, der skader sig selv. Han er desuden forfatter til to bøger om selvskade.

Læs også Ida lider af angst: Nu hjælper hun andre børn og unge

- Selvskade er ikke kun et storbyfænomen. Det findes over det hele, og selvskade er den væsentligste faktor, som forudsiger fremtidige selvmord, så der er grund til at tage det alvorligt, siger han.

Siden 2014 er der sket en stigning på 40 procent, når det gælder unge under 18 år, der søger rådgivning, oplyser LMS. 

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig