Slagterelev fra Århus vinder DM
Slagterelev Lone Hansen fra Århus blev ny Danmarksmester ved dette års mesterskab. Det var kombinationen af Lone's kreative evner, velsmagende måltid og smittende humør, der sikrede hende sejren.
Der var kamp til stregen, da dette års vindere af Danmarksmesterskabet for slagterelever skulle udpeges ved FoodExpo-messen i Herning i går. Lone Hansen fra Salling i Århus blev en sikker Danmarksmester og kunne dermed sikre sig både æren og 20.000 kr. i præmie.
I bedømmelsen indgår både en vurdering af elevernes evner til at opskære kød, tilberede en ret til fire personer og ikke mindst få budskaberne ud over disken. Og dommerne er ikke i tvivl om, at Lone Hansen fra slagterafdelingen i Salling i Århus kan det hele til punkt og prikke.
Udskæringerne er perfekte, tilberedelsen en mesterkok værdig og kommunikationen i særklasse. - Lone Hansen vinder for sine kreative evner, sin smittende og hjertelige måde at kommunikere på og ikke mindst sit velsmagende måltid, siger slagtermester Peter Bro fra Slagter Bro i Gentofte, som er en af dommerne ved Danmarksmesterskabet.