Slået med knojern under indbrud

28-årig mand blev slået med både knojern og baseballbat, efter at han overraskede to indbrudstyve i sin bopæl i Silkeborg.

En 28-årig mand henvendte sig tirsdag til politiet i Silkeborg for at fortælle, at han havde været udsat for vold i sit eget hjem.

Efter at have overrasket to indbrudstyve kom manden i slagsmål med tyvene. I forbindelse med slagsmålet blev han ifølge sin egen forklaring slået med knojern og baseballbat.

På grund af den hårdhændede behandling havde manden ifølge Midt- og Vestjyllands Politi fået hudafskrabninger i ansigtet og hævet næse, ligesom han havde fået skader på sine tænder.

Han kunne ikke beskrive gerningsmændene nærmere.