Slæbt 12 meter efter varebil

Mand pådrog sig hudafskrabninger, da han forsøgte at standse tyveri

Genrefoto. Foto: Colourbox

En mand blev mandag slæbt 12 meter efter en varebil, da han prøvede at stoppe et tyveri.

Manden var ansat i det firma, som ejer varebilen, der igår blev forsøgt stjålet ved rensningsanlægget på Møllevej i Grundfør.

Ifølge Østjyllands Politi forsøgte forsøgte manden at stikke hånden ind gennem sideruden for at standse tyven, hvilket betød at han blev fastklemt og hang efter bilen i cirka 12 meter, før han mistede grebet.

Sigtet for tyveri og vold

Østjyllands Politi har sigtet en 49-årig mand uden fast bopæl for hændelsen og for at have brugsstjålet en varebil mandag klokken 12.24.

Han bliver fremstillet i Retten i Randers i dag, mandag, i et lukket grundlovsforhør.

- Det gør han, fordi der er en medgerningsmand, som endnu ikke har ville sige noget, derfor er der lukkede døre, siger Marianne Morgen, politiassistent fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Den sigtede var i selskab med en 25-årig mand, der blev løsladt efter endt afhøring.

Ansat i god behold

Den ansatte pådrog sig ikke nogen alvorlige skader ved episoden.

- Han har fået nogle hudafskrabninger og en rigtig træls oplevelse. Men der er ikke sket noget videre alvorligt. Heldigvis, siger politiassistent Marianne Morgen.

Den 49-årige mand, der forsøgte at stjæle varevognen er også sigtet for §252 - at have forvoldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.