Skyer og byger i weekenden

Godt regntøj eller indendørs sysler er vejen frem i weekenden, der står på regn og blæst

Grillfesten og skovturen må vente til en anden gang. Det er en kølig, våd og blæsende weekend, vi kan se frem til, mens et frontsystem med regn rejser hen over Danmark vestfra.

- Det er en større klump med regn, der skal passere, og først søndag morgen stopper regnen på Bornholm, siger vejrvært Mikael Jarnvig, TV2 Vejret.

Lørdag starter tørt med lidt sol, senere kommer skyer og regn. Regnen trænger først ind over Jylland, og temperaturerne over hele landet når ikke over 15 grader.

Søndag bliver en smule varmere og solen kommer også frem, men især nordpå vil det regne af og til.

- Mandag ser bedre ud. Det bliver stort set tørt især østpå, og vi kommer op på 20 grader, siger Mikael Jarnvig.