Skyderi: Det er uacceptabelt
Politiet beder om hjælp til opklaringen
Østjyllands Politi beder offentligheden om hjælp til at opklare de seneste ugers skudepisoder i henholdsvis Bispehaven og Gellerupparken i det vestlige Aarhus.
I forbindelse med en skudepisode gik der natten til i går fem skud gennem en rude til en lejlighed på Gudrunsvej. I værelset bag ruden lå der to brødre på 13 og 16 år og sov. Det var dog næppe de to drenge, der var mål for de personer, der affyrede skuddene.
Også forud for de seneste to skyderier har der været flere lignende episoder i Aarhus.
- Vi har oplevet nogle fuldstændig uacceptable episoder hen over de sidste par år, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard fra Østjyllands Politi i et direkte interview på TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Vi har meget behov for at høre fra folk i området, hvad der er foregået. Vi er ret sikre på, at nogle ligger inde med oplysninger, som vi kunne have rigtig god gavn af.
Ifølge TV 2 | ØSTJYLLANDs oplysninger kan skudepisoderne udspringe af en rivalisering mellem to grupperinger. Den ene gruppering ønsker muligvis at hævne et knivoverfald på en 29-årig mand i august sidste år.
Politiet ønsker dog hverken at be- eller afkræfte oplysningerne.
- Så længe efterforskningen pågår, og vi er i gang med at stykke hændelsesforløbet sammen, så vil jeg gerne holde det for mig selv, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard.
Se hele interviewet med Jesper Bøjgaard i videoen øverst på siden.