Skuffelse i Horsens-lejren efter uafgjort i lokalopgør

AC Horsens spillede lørdag 3-3 mod Silkeborg IF

02:58

To gange var AC Horsens foran med to mål mod Silkeborg IF, som dog ikke gav op af den grund. Derfor sluttede lørdagens østjyske lokalopgør uden en vinder. 3-3 blev resultatet efter en underholdende affære på Casa Arena Horsens.

Hjemmeholdet fra AC Horsens lignede flere gange en vinder, da holdet både var foran 2-0 og 3-1. Men på to drømmemål sikrede silkeborgenserne uafgjort og et enkelt point.

Læs også God underholdning og mange mål: Horsens og Silkeborg delte

Og det skuffer AC Horsens-træner Bo Henriksen, at 'De Gule' ikke fik hentet sæsonens første sejr.

- Nogle af tingene var rigtig fine, og andre ting, synes jeg, var rigtig dårligt. Men når det er sagt, så er vi selvfølgelig skuffede, og det skal vi være, siger han.

Kampfakta

AC Horsens-Silkeborg 3-3 (1-0).
1-0 Kim Aabech (44. minut). 2-0 André Bjerregaard (55. minut). 2-1 Davit Skhirtladze (57. minut). 3-1 Bubacar Sanneh (60. minut). 3-2 Davit Skhirtladze (62. minut). 3-3 Jens Martin Gammelby (84. minut).
Tilskuere: 2.025.

Bo Henriksen mener, at det havde været fortjent, hvis Horsens-mandskabet havde trukket sig sejrigt ud af opgøret, hvor SIFs Davit Skhirtladze scorede på saksespark og Jens Martin Gammelby scorede efter en flot soloaktion.

Horsens-træner: Vi burde have vundet
- Jeg synes, at vi langt hen ad vejen er bedre end Silkeborg, men de scorer to af kandidaterne til Årets Mål. Det, der irriterer mig, er deres første mål, for der dækker vi ikke op, siger Bo Henriksen, som heller ikke er helt tilfreds med sine spilleres mentalitet i perioder af kampen.

- Vi har langt flere chancer end Silkeborg, så vi burde have vundet, men det er vilkårene en gang imellem i fodbold, siger han.

Kim Aabech startede helt fremme for AC Horsens, og offensivspilleren kvitterede for tilliden kort før pausen, da han sendte et indlæg i nettet til 1-0.

01:45

Se interview med Kim Aabech her

Luk video

- Det må have været en sjov kamp udefra, men det er ikke så sjovt her bagefter at være Horsens-spiller, det er klart. Vi fører to gange, men formår ikke at lukke den, da Silkeborg kommer hurtigt tilbage hver gang. Så det er en pisse ærgerlig følelse, når man føler, at man havde tre point i den ene hånd, siger Kim Aabech.

Læs også Skhirtladze med drømmemål: Vi viste god karakter

Med dagens resultat har AC Horsens nu spillet fire ud af sine første fem kampe i Superligaen uafgjort. Ligesom Horsens har de østjyske oprykkerkollegaer fra Silkeborg også fortsat sæsonens første sejr til gode. Silkeborgenserne er noteret for to point indtil videre.

Næste opgave for Bo Henriksen og co. er på fredag, hvor modstanderen er Lyngby. Men inden da skal Horsens-træneren en tur i Fodbold med Horup her på TV 2 | ØSTJYLLAND. Det skal han sammen med Silkeborg-træner Peter Sørensen, og det kan opleves tirsdag aften fra klokken 19.50 her på siden eller på TV 2 | ØSTJYLLANDS tv-kanal.

Øverst i artiklen kan du se interviewet med Bo Henriksen.

01:19

Her kan du se et interview med Davit Skhirtladze, som scorede på saksespark i kampen

Luk video