Skuddrama i Viby

Mand såret efter familiedrama endte i skyderi på Birkedalsvej i Viby. Politiet er på sporet af gerningsmanden.

En 26-årig mand blev mandag middag skudt og såret under en skudepisode i Viby, oplyser politiet.

Skyderiet fandt sted, da den 26-årige og hans hustru var på besøg hos hustruens bror og svigerinde på Birkedalsvej i Viby, oplyser kriminalinspektør Ole Madsen.

Under besøget dukkede flere af hustruens familiemedlemmer op. Kort før kl. 13 gik selskabet ud på fortovet, og under en diskussion trak et af familiemedlemmerne en pistol og fyrede tre skud af mod den 26-årige. Han blev ramt overfladisk i venstre lår.

Gerningsmanden flygtede i en 15 år gammel Honda Civic med registreringsnummeret VJ 49.033. Politiet ved, hvem der skød, og er nu på jagt efter ham.

Se mere i TV2 / ØSTJYLLAND i udsendelsen kl. 19.30.