Skolevold i Ry
Elever på skole i Ry har overfaldet skolekammerater og optaget volden på en mobiltelefons kamera.
Fire elever fra en 7. klasse på Møllevangsskolen i Ry har tre til fire gange i sidste uge overfaldet jævnaldrende elever for at filme volden med en mobiltelefons kamera. Det fortæller Østjyllands Radio.
Happy slapping, som fænomenet kaldes med et misvisende udtryk, er kendt fra England; men det er nu anden gang, det optræder i Østjylland.
Overfaldene er helt uacceptable, fastslår skoleleder Bodil Munch:
- De får den straf, som nu skal til, og det er lige fra at blive sendt hjem fra skole til samtaler med forældrene, siger hun.
Tidligere på ugen blev et tilfælde af happy slapping på Morten Børup Skolen anmeldt til politiet. Her var de voldelige elever 15 år, og de er nu sigtet for vold.
Men de unge voldsmænd i Ry er under den kriminelle lavalder og kan derfor ikke retsforfølges.