Skoleleder sagde op i protest: - Jeg fortryder ikke

Morten Fjords hjerte bankede for folkeskolen. Men i efteråret 2016 sagde han op i protest mod Syddjurs Kommune. I dag arbejder han med utilpassede unge

04:49

Det er bag de tykke mure, metalhegn og porten på Grenen på Djursland, den topsikrede institution for utilpassede, kriminelle og stofmisbrugende unge, at Morten Fjord nu har sin daglige gang. 

I tre år brugte han sin tid som skoleleder på at skabe en god skole og favne de 400 elever på Kolind Centralskole – også dem med særlige udfordringer.

- Folkeskolen var mit liv, siger Morten Fjord.

Læs også Østjyske elever bliver ved med at strømme til privatskoler

Men i efteråret 2016 sagde den populære skoleleder op i protest mod de vilkår og økonomiske rammer, der var for at drive skole i Syddjurs Kommune.

- Jeg kan ikke længere stå på mål for og være ansvarlig for de rammer, vilkår og beslutninger, der træffes ovenfra. Jeg kan ikke længere stå inde for det hverken professionelt, fagligt, etisk eller menneskeligt, sagde Morten Fjord til TV2 ØSTJYLLAND i december 2016.

02:11

ARKIV: Hør Morten Fjord fortælle om, hvorfor han gik i protest. Indslaget er fra 19. december 2016.

Luk video

Stadig leder, men i et andet miljø

Hverdagen på den topsikrede institution Grenen adskiller sig om noget fra folkeskolen. En verden, som kun fingeraftryk, koder og tunge døre med lås og slå giver adgang til. Et markant anderledes miljø. Men stadig med samme overordnede mål – at uddanne, præge og skubbe unge i den rigtige retning.

- Her har vi nogle af de unge, som er allersidst i fødekæden i samfundet, og som nok trænger til allermest hjælp. Der bliver lavet rigtig godt pædagogisk arbejde, men det er noget helt andet. Jeg har ikke den samme tætte kontakt med de her fem unge, som jeg havde med skolebørnene, siger Morten Fjord.

Skolebørnene flokkedes om Morten Fjord på hans sidste arbejdsdag 31. januar 2017.

Han fortryder ikke sin dramatiske beslutning. En ny fordelingsmodel, hvor de store skoler får flere penge at drive skole for, end de små skoler, var det, som definitivt fik ham til at gå.

Her til foråret skal vi have evalueret tildelingsmodellen, og da vil hans bidrag da tælle med.

Jesper Yde (Enhl.), formand for Familie- og institutionsudvalget i Syddjurs

Og så var han træt af et skolesystem, der ikke var lydhør over for den økonomiske klemme, skolen kom i på grund af den nye måde at fordele pengene mellem skolerne på. 

- Man bliver mere og mere presset, fordi man ikke har noget handlerum som leder i form af at hjælpe nogle af kollegaerne, lærerne, klasserne og børnene. Så bliver man frustreret som leder.

- Det var den afmagt, som mere og mere tog til, som gjorde, at jeg blev nødt til at træffe det valg for at være ærlig og  samvittighedsfuld overfor mig selv. Og så var det for at sige, at der må der være nogle andre kræfter, der tager over, forklarer Morten Fjord.

Læs også Skoleleder siger op: Eleverne får ikke det, de har krav på

Et svært farvel

31. januar 2017 var for Morten Fjord sidste arbejdsdag på Kolind Centralskole. En dag, hvor tårerne løb ned ad flere af elevernes kinder.

- Det skar i hjertet. Jeg havde et særligt forhold med nogle af børnene. Et par håndfulde af børnene, som jeg havde haft nogle samtaleforløb med. Det var nogle af de børn, som jeg selvfølgelig synes, at det var ekstra svært at tage afsked med, siger Morten Fjord.

00:33

ARKIV: Særligt eleven Rasmus var ked af, at Morten Fjord rejste.

Luk video

Trods et svært farvel har Morten Fjord efterfølgende modtaget sympati og reaktioner fra hele landet.

- De synes, det var modigt. De synes, det var civilkurage, det jeg var ude i. Det var godt, jeg turde sige fra for at skabe noget debat på det her område.  Mange har sagt, vi står i den samme situation i vores kommune og på vores skole, siger han.

Siden 1. august 2017 har Morten Fjord arbejdet på Grenen. En topsikret institution for utilpassede, kriminelle og stofmisbrugende unge. 

Vigtig debat uden at sige op?

Nogle ville måske sige, at det var kujonagtigt at forlade en synkende skude som leder, og der har da også været et par negative reaktioner.

Læs også Skoleleder smækker med døren i protest mod politikere

- Der har været nogle få kritiske røster i den retning, og selvfølgelig kan jeg godt forstå dem, når de ikke kender sammenhængen og kender den proces, vi havde været igennem.

Folkeskolen var mit liv.

Morten Fjord

Kunne den vellidte skoleleder ikke have skabt debat uden at sige sit job op på Kolind Centralskole?

- Det kunne jeg sikkert godt. Det er altid lettere at se på det i bagklogskabens klare lys. Det var sådan, det blev, og det var sådan, det var. Jeg er generelt et tålmodigt menneske, men hvis jeg slet ikke føler, at man kommer nogen vegne med de kampe, man tager, så synes jeg heller ikke, det er energien værd.

- Hvis der slet ikke er nogle små sprækker, nogle små åbninger, nogle små muligheder for at sige, okay nu har vi faktisk et samarbejde, nu kan vi faktisk prøve at finde ud af noget her, siger han.

Jesper Yde (Enhl.), formand for Familie- og institutionsudvalget i Syddjurs Kommune.

Håber på bedre vilkår

Hvor stor efterklang Morten Fjords afgang får for Syddjurs Kommunes fremtidige måde at drive skole på, er endnu uvist. Men hos formanden for Familie- og institutionsudvalget i Syddjurs Kommune Jesper Yde (Enhl.) har Morten Fjords farvel sat tanker i gang.

- Vi har jo hele tiden en diskussion om tildelingsmodel, øget inklusion og besparelser på skoleområdet i Syddjurs. Den har han da også påvirket. Vi er ikke færdige med den diskussion. Her til foråret skal vi have evalueret tildelingsmodellen, og da vil hans bidrag da tælle med, siger Jesper Yde.

Læs også Rørende billeder: Afsked med skoleleder der fik nok

Nogle måneder efter at Morten Fjord gik af, fik Kolind Centralskole tildelt 425.000 kroner til at arbejde med nogle af de særlige udfordringer, skolen stod med. Om pengene var på grund af hans protester, er ifølge Morten Fjord svært at vurdere, men han har et håb om, at Syddjurs Kommune gør noget.

- Jeg håber jo, at det nyligt overståede kommunalvalg med et andet flertal vil give nogle nye og bedre vilkår for skolevæsenet i Syddjurs Kommune. Det håber jeg inderligt på, siger Morten Fjord.

Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen.