Skoleleder: Gratis morgenmad godt for undervisningen

Siden sommerferien har Rosmus Skole været klar med morgenmad til eleverne. Det er en succes, som kan ses i undervisningen

02:15

Havregryn, cornflakes og andre former for morgenmad.

Siden sommerferien har eleverne på Rosmus Skole på Djursland kunnet spise gratis morgenmad på skolen.

Frem til årsskiftet var det Syddjurs Kommune, der betalte maden. Nu er det skolen, som selv finder de op mod 100.000 kroner, ordningen koster om året.

Det er alle pengene værd, mener Maiken Petersen, der er formand for fællesbestyrelsen på Rosmus Skole.

- Det er vigtigt, at børnene er mætte, når de skal modtage undervisning, fordi al forskning siger, at så lærer man mest, siger hun.

Maiken Petersen er formand for fællesbestyrelsen på Rosmus Skole.

Peter Barløse Brøgger Jensen er elev på skolen. Han er enig.

- Jeg synes, at vi lærer noget mere, når man er frisk og ens hjerne har fået noget at spise. Det kan godt være, det koster lidt meget, men jeg synes stadigvæk, det er pengene værd, siger han.

Mange elever på landsplan dropper morgenmaden. Ifølge en undersøgelse springer hver sjette skoleelev mellem 11 og 15 år dagens første måltid over.

Fænomenet er ikke ukendt på Rosmus Skole.

- Det er ikke altid, at jeg når at få morgenmad derhjemme, så det er rigtig dejligt, at jeg kan få noget her, siger Magnus Bech Dale.

Mathilde Præst Jensen, som også går på skolen, er enig:

- Hvis jeg sover over og ikke når at få morgenmad hjemme, er det dejligt, at jeg kan få det her. 

Læs også Odder Gymnasium dropper Facebook i skoletiden

Skoleleder Lars Robdrup ser det som helt naturligt, at Rosmus Skole sørger for morgenmaden.

- Vi møder meget tidligt herude, så vi oplever, at mange børn – både store og små – ikke når at få spist ret meget morgenmad derhjemme. For at give en formiddag, hvor de er klar til at modtage læring, kan det være vigtigt, at man får fyldt depoterne op, siger han.

Lars Robdrup kan mærke en effekt af ordningen:

- Vi oplever, at der er mere koncentration i timerne.

Øverst kan du se indslaget om gratis morgenmad på Rosmus Skole.

Herunder diskuterer folketingspolitikerne Jakob Mark (SF) og Liberal Alliances Carsten Bach gratis morgenmad på skolerne. 

05:11 Luk video