Skoleeleverne i Odder får igen seks ugers sommerferie
Forsøg med fem ugers ferie droppes
Det vækkede kritik fra forældre og elever, da eleverne i folkeskolerne i Odder Kommune fik skåret en uge af deres sommerferie.
Men nu er der godt nyt til de ferielystne elever.
Odder Kommune oplyser, at folkeskolerne igen får seks ugers sommerferie.
Børn, Unge og Kulturudvalget har nemlig vedtaget, at der i skoleåret 2016/17 og 2017/18 igen vil være 6 ugers sommerferie for børnene.
På sin hjemmeside oplyser kommunen:
- Ordningen med 5 ugers sommerferie er blevet evalueret af forældre, medarbejderrepræsentanter, ledere og forvaltning. Flertallet heraf har ønsket en genindførelse af 6 ugers sommerferie for børnene.
Den kortere sommerferie var et forsøgsprojekt på skolerne, som betød at eleverne til gengæld skulle en time mindre i skole om ugen - eller 12 minutter om dagen.
Nu bliver skoledagen så forlænget en smule igen, men eleverne kan til gengæld nyde en seks uger lang sommerferie på lige fod med eleverne i de andre kommuner.
TV 2 | ØSTJYLLAND har lørdag morgen forgæves forsøgt at få en kommentar fra Karsten Poulsen, direktør for Børn, Unge og Kultur i Odder Kommune.