Skatteminister i erhvervspraktik

Skatteminister Kristian Jensen (V) begyndte i dag i erhvervspraktik på Skattecenteret i Århus.

Skatteminister Kristian Jensen (V) er i denne uge i erhvervspraktik på Skattecenteret i Århus.

Ministeren vil ikke snakke med chefer, og han vil ikke holde møder med ledelsen. I stedet vil han kun være sammen med de almindelige medarbejdere for at få et indblik i, hvilke problemer de har i hverdagen.

Skat har taget ministeren på ordet og har lagt et hårdt program. Det betyder, at Kristian Jensen i løbet af ugen skal besøge de fleste afdelinger i Århus og Viby.

I formiddag hjalp Kristian Jensen til med at betjene kunder, der henvendte sig hos Skat.

- Det var en god oplevelse. Kunden kom ind og var venlig og glad, og han fik en god vejledning af vores medarbejder. Jeg stod mest bagved for at lytte med og lære, hvad der er for nogle spørgsmål, der bliver stillet, sagde Kristian Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND umiddelbart efter sin første ekspedition.