Skanderborg ude af pokalen
Team Tvis Holstebro for stor en mundfuld
Skanderborg Håndbold havde chancen for at komme blandt de fire bedste i landspokalturneringen i håndbold for mænd, da Team Tvis Holstebro kom på besøg i Morten Børup-hallen.
Men vestjyderne satte en stopper for Skanderborgs drøm om at komme i Final Four i denne pokalturnering.
Pokalkvartfinalen endte 29-25 til Team Tvis Holstebro, og det gik skævt for Skanderborg fra kampens start. Hjemmeholdet kom bagud med hele syv mål.
- Vi fik jo en direkte rædselsfuld start. Jeg tror, aldrig jeg har oplevet noget lignede. Jeg må dog sige, at jeg er utrolig stolt over, at vi formår at kæmpe os tilbage - det vil jeg godt tillade mig at kalde en mandfolkepræstation. Desværre bliver vi trætte, og det resulterer i en række dumme udvisninger og så er falder tingene fra hinanden til sidst, siger træner Nicolej Krickau i Skanderborg Håndbold til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Skanderborg Håndbold var hårdt ramt af skader, og Team Tvis Holstebro var derfor også kampens favorit.