Skanderborg jagter hajerne
Udsolgt festival skrider ind overfor billethajer
Det skal ikke være en luksus at gå til koncert eller festival. Så klar er meldingen fra to af Danmarks største festarrangører, der ikke har noget tilovers for folk, der tjener penge på at videresælge billetter.
- Jeg bryder mig ikke om, at nogle sælger vores billetter til overpris. Hvis de står udenfor indgangen ved vores festival, så skal de jages ad helvede til, siger Per Langpap, økonomi- og regnskabschef samt medlem af bestyrelsen for Skanderborg Festival.
- Jeg bryder mig slet ikke om dem, der køber mange billetter og bevidst forsøger at score penge på det, understreger han.
Han bakkes op af Flemming Schmidt, der er direktør i Live Nation Danmark, som over sommeren blandt andet arrangerer koncerter med George Michael og Kanye West, der tiltrækker mere end 50.000 publikummer.
- Vi gør alt, vi kan for at stoppe det dyre, ulovlige billetsalg. Koncerter skal være noget, alle har råd til at gå til, og ikke en luksusvare, som du kun har råd til, hvis du er ved muffen, lyder det fra Flemming Schmidt.
Han og Per Langpap siger, at de gør, hvad der kan gøres for at stoppe det ulovlige salg.
Både til de store koncerter, der er arrangeret af Live Nation, og på Skanderborg Festival holder vagter øje med, om der er gang i ulovligt videresalg. Hvis det er tilfældet, giver vagterne sagen videre til politiet.
Per Langpap har dog endnu et kneb: -Jeg har adgang til salget på Billetlugen, hvor jeg kan følge med i, om nogen køber et stort antal billetter. For selvom der er en begrænsning på otte billetter pr. person, kan man jo bare bestille under et andet navn, siger Per Langpap.
Direktøren fra Live Nation råder til kun at købe billetter
gennem de officielle kanaler.
Det er den eneste måde, man kan være sikker på ikke at blive taget ved næsen, siger Flemming Schmidt, som ved sidste års U2-koncert i Horsens så flere grædende gæster, der troede, de havde fået fingrene i en ægte billet.
Skanderborg Festival har meldt udsolgt af partout billetter til
årets festival.