Skal lære Oslo at cykle
Nordmænd vil lære af østjysk cykelby
Lige nu er flere cykeleksperter fra Østjylland samlet til konferencen Den nasjonale Sykkelkonferansen i Oslo.
De skal vise nordmændene, hvordan Aarhus har fået flere til at hoppe på cyklen, og hvordan byen håndterer de mange tohjulere.
En af dem, der er blevet inviteret op til Norge for at fortælle om Aarhus' cykelprojekter, er civilingeniør fra Aarhus Kommune, Pablo Celis.
- Vi skal blandt andet fortælle om vores supercykelstier, og hvordan vi tænker infrastruktur og kombinationsrejser ind i vores planlægning, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND fra konferencen i Oslo.
Omkring 25 procent af beboerne i Aarhus hopper på cyklen til arbejde. En stigning på 14 procent på fire år. Selvom det ikke er ligeså mange som Københavns små 40 procent, så vender Oslo sig alligevel mod Østjylland.
- Det er fordi, vi er den eneste storby, der har så mange bakker. Det har de jo også her i Oslo, fortæller Pablo Celis.
Omkring 8 procent af befolkningen i den norske hovedstad tager cyklen på arbejde.