Skal lære af enormt hospital
Besøg i Kina skal gavne danske patienter
Selvom Aarhus er en stor by i dansk sammenhæng, er der et stykke vej op til størrelsen af de kinesiske storbyer.
Nu får de aarhusianske sygeplejersker og læger mulighed for at komme på studieophold på et gigantisk hospital i Kinas Henan-provins. Her bor der omkring 100 millioner indbyggere.
Det høje indbyggertal gør det interessant for de aarhusianske sygeplejersker og læger, fordi de kan dygtiggøre sig i behandlingen af mere sjældne tilstande.
Muligheden for at lære af større forhold og større kendskab har fået Aarhus Universitetshospital til at underskrive en samarbejdsaftale med First Affiliated Hospital of Zhengzhou University.
- Dette åbner mulighed for, at personale fra Aarhus fx kan få stor operationserfaring i sjældnere tilstande via kortere ophold på First Affiliated Hospital - erfaringer der vil komme danske patienter til gode, siger lægefaglig direktør Claus Thomsen i en pressemeddelelse.
Aftalen gælder de næste 5 år og giver øget mulighed for udveksling af både viden og medarbejdere fra alle faggrupper på hospitalet.