Skal bevare bryggeri-kultur
Kulturhistorisk Museum i Randers skal registrere samtlige bryggeri-bygninger i Danmark.
6. nov 2003, kl. 16:55
Mere end 30 dage gammel
Thor og mange andre danske bryggerier er lukket i løbet af de seneste årtier, men det betyder dog ikke, at de bliver glemt. Kulturhistorisk Museum i Randers har fået til opgave at registrere samtlige bryggeri-bygninger i hele landet, og museet skal dermed være med til at forhindre, at bryggeri-kulturen går tabt.
Det randrusianske museum er blevet udpeget af Kulturarvstyrelsen, og at opgaven gik til Kronjylland skyldes blandt andet, at Kulturhistorisk Museum i forvejen er i gang med et projekt om det netop lukkede Randers-bryggeri, Thor.