Skakfolk dyster i Århus

DM i holdskak bliver afgjort i weekenden. Det vil være en sensation, hvis det lykkes en Århus-klub at vinde. Normalt nøjes århusianerne med sølv.

Landets bedste skakspillere valfarter i weekenden til Århus Købmandsskole i midtbyen for at spille de to afsluttende kampe i DM i holdskak.

Søndag bliver der blandt andet mulighed for at se den århusianske stormester, Peter Heine Nielsen, spille mod det unge stortalent, Davor Palo, fra Skanderborg. De to repræsenterer henholdsvis Helsinge Skakklub og Århus-klubben Skolernes Skakklub.

Alt tyder på, at Peter Heine Nielsens hold atter kan tage hjem med pokalen i 1. division, for holdet fører inden weekendens kampe med fire point foran netop Skolernes Skakklub.

Århus-klubben ser også ud til at kunne bevare sin vante andenplads. Hvis den holder er det syvende gang på ni år, at klubben må tage til takke med at blive næstbedst.

Århus huser mange skakklubber, og tre af dem - Århus Skakklub, SK 1968 og Skolernes Skakklub - ligger for tiden i 1. division.