Skæbneaften for købmanden i Balle
Borgerforeningen i Balle har inviteret lokale beboere til at investere i byens købmand
Tirsdag aften bliver lidt af en skæbne-aften for beboerne i Balle på Djursland. De står nemlig til at miste den lokale købmand, men borgerforeningen er gået til kamp for at redde det vigtige omdrejningspunkt i byen og har derfor indbudt alle interesserede til møde på Hoed Kro.
Med inspiration fra Gjerrild på Norddjurs vil borgerforeningen forsøge at bevare købmanden ved at hjælp af folkeaktier, hvor byens borgere kan sætte en sum penge i butikken og dermed ved fælles hjælp redde forretningen.
- Vi er så langt med projektet, at der kan købes andele i aften. Så det bliver meget spændende. Vi har trykt 200 kompendier, men vi har lige talt om, at det muligvis slet ikke er nok, siger Lars Boelsmand, der er formand for Balle Borgerforening.
Gjerrild som forbillede
I Gjerrild samlede borgerne 370.000 kroner ind til byens købmand, så foreningen ejer bygningen og inventaret, som købmanden så lejer. Og det er en lignende model, man ønsker for Balle, da Borgerforeningen er bange for, at byen vil dø uden købmand.
- Vi har fået en række positive tilkendegivelser på vores initiativ, så vi håber det bliver en succes, siger Lars Boelsmand.
Se et tv-indslag fra købmanden i Balle i videoen herunder.