Skabt til at ryste den
Twerkingfænomenet når Aarhus på lørdag
En 27-årig østjyde går nu efter at blive den første danmarksmester i dansedisciplinen twerking.
Melanie Greffel fra Aarhus har trænet siden september, og på lørdag stiller hun op ved de første danmarksmesterskaber nogensinde i netop twerking. Dansen, der mest er kendt fra musikvideoer, går slet og ret ud på at ryste med bagdelen.
- I sin grundform handler det om at kunne ryste sin røv med kontrol. Det skal ryste, så det ser godt ud, og ligesom at ballerne bevæger sig af sig selv på en måde, siger den håbefulde twerker Melanie Greffel til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Twerking er en danseform, som har sine rødder i Afrika, og Melanie Greffel har nærmest fået dansen ind med modermælken.
- Jeg har danset det, siden jeg var barn i Mozambique. Til familiefester stod man i rundkreds, og så gik det på tur, at man skulle ind i midten og rystede sin røv for så at give den videre til den næste, der så skulle ind og shake, siger Melanie Greffel.
Den 27-årige aarhusianer stiller op under kunstnernavnet Miss African Queen, og hun er fuld af selvtillid forud for konkurrencen.
- Jeg er sikker på, at jeg kommer i finalen, ellers er der noget, der skal gå helt galt. Jeg har allerede sagt, at jeg vinder hele lortet, siger Melanie Greffel.
Danmarksmesterskaberne afholdes på spillestedet V58 i Aarhus på lørdag kl 20.00.
Du kan se Melanie Greffel twerke i videoen øverst i artiklen.