Skål: Der er meget i gære hos østjysk minibryggeri
Bryggeriet Syndikatet, der udvider og udvikler nye typer øl, hædres med fornem pris
Jonas Jacobsen er brygmester hos mikrobryggeriet Syndikatet i Auning, og det hædres nu med en prestigefuld pris.
- Vi vil gerne lave det bedste øl. Og vi vil gerne prøve at udfolde nye ideer til, hvad øl kan, hvad det kan drikkes sammen med, og hvad det kan bruges til, siger han.
Læs også
Syndikatets stræben efter de bedst mulige dråber betyder, at bryggeriet nu får tildelt Danske Ølentusiasters Regionale Ølpris for Østjylland.
Erik Boldsen Gnudtzmann, der er formand for Danske Ølentusiaster i Østjylland, begrunder hæderen.
- For det første laver de en masse godt øl, mange forskellige slags, og der er noget til os alle sammen, og så er der noget til enhver lejlighed, siger han og uddyber:
- For det andet er de rigtig gode til at udbrede kendskabet til det gode øl. Og det er jo det, som Danske Ølentusiaster gerne vil have - skaffe godt øl til danskerne. Og det er Syndikatet rigtige gode til at skaffe og til at fortælle danskerne, at det er der.
Læs også
Det er ikke kun blandt de danske ølentusiaster, at begejstringen for Syndikatets øl er til at mærke.
Det kan også ses på salget.
- Vi udvider hele tiden. Vi har en vækstrate på 40-50 procent om året. Den er styret af flere ting. Ikke bare af efterspørgslen, men også hvad vi rent faktisk har af mulighed for at få brygget og økonomi til at brygge, siger Jonas Jacobsen.
Han fortæller, at inden for det seneste halvandet år har Syndikatet udvidet fra at have cirka 50 forhandlere til at have cirka 100 i Danmark.
Det er der god grund til, når man spørger Erik Boldsen Gnudtzmann.
- Kvalitetsøl er blevet langt mere populært. Og folk nu om dage efterspørger jo netop kvalitet og oplevelse, så de her små bryggerier har rigtig deres berettigelse, siger han.
Læs også
Jonas Jacobsen håber og tror, at der er mere i gære.
- Vi håber, at vi i løbet af et par år også kan komme lidt i gang med noget eksport. Det kunne jo være dejligt nok. Ellers vil vi fortsætte af det samme spor og blive ved med at finde på nye ting, siger han og uddyber:
- Jeg har sådan en notatfil i min telefon, og der er i hvert fald sådan en 50-60 øl, jeg godt kunne tænke mig at udvikle på. Men vi skal lige have midlerne og tiden til det. Så i takt med at det kommer, så kommer der mange flere øl fra Syndikatet og der er masser at tage hul på, siger han.
Se mere i tv-indslaget øverst i artiklen.