Simona til DM i Skills: Jeg vil vinde førstepladsen

Den litauiske cater Simona Daskotte deltager i DM i Skills i Aalborg, og hun har tårnhøje forventninger

01:49

I dag er DM i Skills for alvor gået i gang, og en af deltagerne er den 24-årige cater Simona Daskotte, der oprindeligt kommer fra Litauen, men nu tryller som elev i køkkenet hos Mib Event i Aarhus. Og målet for deltagelsen ved danmarksmesterskaberne er klar.

- Jeg er et konkurrencemenneske. Jeg vil gerne vinde førstepladsen, lyder det stålsat fra hende.

01:47

VIDEO: Også anlægsgartnere fra Jordbrugets Uddannelsescenter i Aarhus har forberedt sig grundigt til DM i Skills. 

Luk video

Hun har trænet op til konkurrencen på Teknisk Skole i Silkeborg og i køkkenet på arbejdspladsen, og har valgt en særdeles ambitiøs menu.

- Jeg har kun syv og en halv time til de mange ting, jeg gerne vil lave. Og det, jeg vil lave, er spændende – det tager lang tid, så jeg får travlt, siger Simona Daskotte.

Hvis det skal lykkes for den unge caterelev at opnå sit mål om en topplacering til DM i Skills kræver det udførelse til perfektion, og det kæmper hun også for hver evig eneste dag.

Læs også Hundredvis af unge dystede ved Skills Skolestafet

- Hun er helt fantastisk og helt forfærdelig. Simona er et konkurrencemenneske og vil gerne så meget som muligt så hurtigt som muligt. Hun vil hele tiden sættes under pres. Hun er en fantastisk, men også en meget krævende elev, fortæller køkkenchefen hos Mib Event, Rasmus Lindstrøm Sandgaard.

DM i Skills foregår i Gigantium i Aalborg og varer fra i dag, torsdag, og frem til søndag, hvor medaljerne uddeles.

Du kan se mere til Simona Daskotte i tv-indslaget øverst i artiklen.