Silkeborg-Voel tabte på Fyn
Slået med 28-24 af HC Odense
3. jan 2015, kl. 20:28
Mere end 30 dage gammel
Lørdag aften tabte Silkeborg-Voel KFUM på udebane med 28-24 til HC Odense i Boxer Dameligaen.
Silkeborg-Voel KFUM lå inden lørdagens sene kamp to point foran HC Odense, men med nederlaget ligger de to hold side om side i midten af tabellen i kampen om slutspilspladserne.
Her har begge hold nu 11 point efter 13 runder.
Sejren til hjemmeholdet blev grundlagt i første halvleg, som fynboerne vandt med 14-10. Selv om gæsterne var bedre med i anden halvleg, som sluttede lige med 14-14, så måtte silkeborgenserne rejse tomhændet hjem.
Næste opgave for Silkeborg-Voel KFUM i Boxer Dameligaen er den 12. januar, hvor holdet på udebane møder Nykøbing Falster HK.