Silkeborg-træner inden topbrag: - Vi skal finde det rigtige spændingsniveau

Silkeborg kan med en sejr tirsdag over Viborg tage et stort skridt mod direkte oprykning til Superligaen.

Der er udsolgt på Jysk Park i Silkeborg, når det lokale hold tirsdag møder Viborg i 1. division. Foto: Claus Fisker - Ritzau Scanpix

Silkeborg IF kan melde totalt udsolgt til topkampen i første division tirsdag aften, hvor både hjemmeholdet og gæsterne fra Viborg kan tage et stort skridt mod Superligaen.

En eventuel vinder vil tage et stort skridt i jagten på at rykke direkte op i Superligaen.

Læs også Vild fodboldfest i vente: Alt udsolgt til topbrag i Silkeborg

I Silkeborg-lejren har forberedelserne til kampen dog handlet om at gøre, som man plejer at gøre.

- De seneste dage har vi for alvor mærket omgivelsernes interesse for den kamp, vi står overfor. Det er positivt. Det er den slags kampe, fodboldspillere lever og ånder for at være med i, siger cheftræner Michael Hansen på klubbens hjemmeside.

Det handler dog om at finde det rigtige spændingsniveau. Hvis det bliver for højt, bliver tingene for hektiske inde på banen, lyder det.  

- Derfor drejer det for os, der er direkte involveret i kampen, om at gøre tingene, nøjagtigt som vi plejer.

Læs også Jeg er en 42-årig mand uden kørekort - og mit liv er fuld af bøvl

Første gang siden 2017

Når det er sagt, så kan man godt mærke presset i den midtjyske klub.

- De seneste dage har vi for alvor mærket omgivelsernes interesse for den kamp, vi står over for. Jeg ville da også lyve, hvis jeg påstod, at kampen er en kamp som alle andre.

- Spillerne mærker naturligvis opmærksomheden fra omgivelserne, når de er på indkøb, henter børn eller går en tur i gågaderne, siger Michael Hansen.

Læs også - Stage strålede, Randers vaklede og SIF sigter mod Superligaen

Det er første gang siden 2017, at Silkeborg kan melde udsolgt på Jysk Park til tirsdagens topbrag.

Silkeborg ligger inden kampen på førstepladsen med 54 point. Det er et mere end Viborg på andenpladsen. Begge hold har spillet 30 kampe og mangler derfor to kampe efter tirsdagens topkamp.

Nummer et i 1. division rykker direkte op i Superligaen, mens nummer to og tre skal ud i playoffkampe mod hold fra Superligaen i forsøget på at rykke op.