Silkeborg-profil: Sent mål gør ubeskrivelig forskel

Det gør en markant forskel for Silkeborg-holdet sikre et uafgjort resultat i overtiden, mener Simon Jakobsen

Silkeborgs Simon Jakobsen (bagerst midt i billedet) glæder sig over den sene udligning i Helsingør. Foto: Philip Davali - Ritzau Scanpix

Det kan komme til at betyde alverden, at Silkeborg-holdet fik udlignet i overtiden i torsdagens playoffkamp mod FC Helsingør i Alka Superligaen.

Det mener Silkeborg-profilen Simon Jakobsen, efter holdet fik 1-1 på udebane mod FC Helsingør.

- Forskellen er ubeskriveligt stor. Det betyder, at vi er videre, når dommeren fløjter op, hvis vi holder resultatet, siger Simon Jakobsen. 

Læs også Sent mål sikrer Silkeborg fordel i overlevelseskampen

- Hvis de scorer et tidligt mål i Silkeborg, så skal vi ”bare” op og lave en enkelt, og så er det helt lige igen.

Mandag gælder det returkampen i Silkeborg, hvor den samlede taber rykker direkte ned i 1. division, mens vinderen skal spille to playoffkampe mod nummer to fra den næstbedste række. 

- Det er en god følelse at køre hjem med, og Helsingør er måske lidt trykkede. Vi må føle os oven på nu, men vi ved også udmærket, at det ikke er slut, siger Simon Jakobsen. 

- Jeg er ikke overbevist om, at vi er videre, men det ser fornuftigt ud. 

Silkeborgs Marc Rochester Sørensen (t.h.) i en heftig diskussion med Søren Henriksen fra FC Helsingør. Foto: Philip Davali - Ritzau Scanpix

Kan give et mentalt løft

Silkeborg-manager Peter Sørensen mener, at det sene mål også kan give holdet et mentalt løft efter en svær periode. 

- Det kan godt være en afgørende forskel, og det gør i hvert fald en forskel på vores humør og mentale tilstand, som ikke har været dårlig, men dog har været udfordret 

- Det her var ikke en vundet kamp, men det gør en stor forskel, om det endte 0-1 eller 1-1.

Silkeborg har nu fordelen inden returkampen, men Peter Sørensen har ikke tænkt sig at forsvare det samlede avancement hjem på mandag. 

- Vi vil gerne prøve at se, om vi kan vinde en fodboldkamp snart. Det vil være rigtig fint at gøre det på mandag, siger Peter Sørensen. 

FC Helsingør – Silkeborg IF 1-1 (1-0)

1-0 Douglas (14. min.)
1-1 Gustaf Nilsson (90. min.)

Tilskuere: 2.060