Silkeborg IF henter tidligere Randers-målmand til klubben

Peter Friis Jensen er ny mand i Silkeborg IF

Peter Friis Jensen Foto: Silkeborg IF

Silkeborg IF har tirsdag præsenteret Peter Friis Jensen som ny målmand i klubben og udstyret ham med en 2-årig aftale.

Dermed er hullet lukket efter afgangen af Jens Rinke, hvis kontrakt ikke blev forlænget.

Læs også AC Horsens går på spillerrov i Køge

29-årige Peter Friis Jensen, der tidligere har spillet for Randers FC, har senest repræsenteret Viborg FF, men han skifter til Silkeborg IF transferfrit, da aftalen med Viborg FF, der i øvrigt er rykket ud af Superligaen, udløb tidligere på måneden.

- Peter Friis Jensen har fra sin tid i både Randers FC og Viborg FF bevist, at han er en dygtig superligamålmand. Det har vi kunnet konstatere ved selvsyn. Desuden har han et godt ry i branchen; han er en god fyr, der har vist sig professionel i alle forhold, også i de perioder, hvor han ikke har stået som fast mand på førsteholdet, siger Peter Sørensen, manager i Silkeborg IF, i en pressemeddelelse.

Læs også AGF henter stærk forsvarsspiller hos liga-konkurrent

Peter Friis Jensen er foreløbigt noteret for 88 kampe i Superligaen, og nu skal han konkurrere med det normale førstevalg i Silkeborg-målet, Thomas Nørgaard, om spilletid.

- Det har været mit ønske at skabe en skærpet konkurrencesituation – også på målmandsposten. Det er ikke udtryk for, at Thomas Nørgaard ikke har været god, for det har han. Men det er et mål at have en trup, hvor der er hård konkurrence om alle pladser, siger Peter Sørensen.

Læs også Fan zoomede ind på modermærker og afslørede AGF’s nye spiller

Udover Thomas Nørgaard er den 18-årige målmand Oscar Hedvall også på kontrakt i klubben. 

- Timingen er perfekt. Jeg har naturligvis fulgt Silkeborg IF og har altid syntes godt om klubben. Nu kunne tingene gå op, og jeg glæder mig til at komme i gang. På mange måder deler SIF og jeg de samme værdier med dyder som hårdt arbejde og ydmyghed, siger Peter Friis Jensen og fortsætter:

- Det er en konkurrencesituation, hvor det for mig handler om at vise, hvad jeg kan, og så står den bedste, når sæsonen går i gang, siger Peter Friis Jensen.