Silkeborg IF har kurs mod SAS Ligaen
Silkeborgenserne fik tre point mod hjem fra Hvidovre og ligger nu til at snuppe den ene oprykningsplads.
Det er blevet ekstra sjovt for Silkeborg IF's fans at tjekke tekst-tv.
Søndag vandt silkeborgenserne på udebane 2-1 over Hvidovre i den næstbedste danske fodboldrække. Samtidig måtte Viborg noget overraskende se sig besejret af Næstved.
De to resultater betyder, at Silkeborg og Viborg bytter plads i tabellen, sådan at det nu er silkeborgenserne, der ligger til at rykke op i SAS Ligaen.
Steffen Ernemann og Peter Degn sendte tidligt i kampen Silkeborg på sejrskurs på Hvidovre Stadion. Senere lykkedes det hjemmeholdet at reducere, men da der ikke blev scoret yderligere, kunne Silkeborg tage hjem med tre point i bagagen.
Silkeborg IF har i løbet af sæsonens første 21 kampe sikret sig 44 point. Dermed er der to point op til førerholdet Herfølge, mens Viborg på tredjepladsen er to point efter Silkeborg.