Silkeborg fortsætter uden sportschef
SIlkeborg IF har sportslig succes uden en sportschef, og klubben vil derfor ikke bruge penge på en afløser for Peter Kjær.
I november 2008 gik Silkeborg IF og den daværende sportschef Peter Kjær hvert til sit, og siden da har klubben ikke haft nogen ansat i stillingen.
Hvis man måler efter succes på banen, har holdet klaret sig godt efter Kjærs exit, og derfor ser ledelsen da heller ikke nogen grund til at lave om på tingene.
- Vi føler, at det fungerer i øjeblikket, så derfor ser vi ingen grund til at ændre på det. En god sportschef koster det samme som en af vores bedste spillere, og det har vi ikke lyst til at bruge penge på i øjeblikket, siger direktør Kent Madsen til Midtjyllands Avis.
Siden Kjærs stop, har direktøren, sammen med klubbens cheftræner Troels Bech og økonomidirektør Claus Christensen varetaget opgaven.