Sigtet for at true med pistol

Sigtet for at true sig til cigaret med en pistol

Østjyllands Politi fremstiller i dag kl. 11 en 48-årig mand i grundlovsforhør i retten i Aarhus. Han er sigtet for røveri.

Manden truede onsdag eftermiddag en ansat på et forsorgshjem på Nørre Allé til at udlevere en cigaret. Da den ansatte fik øje på en pistol i mandens bukselinning, alarmerede den ansatte politiet i baglokalet under påskud af at ville hente en cigaret.

Pistolen viste sig efterfølgende at være en hardball pistol.

- Vi er ikke i tvivl om, at det var mandens forsæt, at han ville bruge pistolen til at true sig til en cigaret, så må vi se, om dommeren er enig, siger politikommissær Thomas Hinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han oplyser, at manden er kendt i misbrugsmiljøet omkring forsorgshjemmet.