SIF tager afsked med marokkaner
Silkeborg IF forlænger ikke kontrakten med Abderrahman Kabous. Midtbanespilleren nåede bare én kamp for klubben.
Efter bare én kamp i Silkeborgs røde trøje - i pokalturneringen mod FC Nordsjælland - er det nu slut for Abderrahman Kabous. Klubben vil ikke forlænge den korttids-kontrakt, som marokkaneren underskrev i foråret.
- Vi valgte at tage ham ind, fordi det var vigtigt at have en gardering på den centrale midtbane. Kampene lå så tæt, at en fiberskade kunne koste fem-seks kampes fravær, og derfor var det nødvendigt at have et alternativ. Hvis han havde overrasket alt og alle og været helt forrygende, så kunne det da godt være, at vi havde tænkt i noget mere langsigtet, men det synes vi ikke, at han har gjort, siger direktør Kent Madsen til mja.dk.