SIF-målhelt: Jeg er overvældet
Marvin Pourié sikrede tre vigtige point
Silkeborg IFs helt og målscorer mod FC København, Marvin Pourié, var selvsagt en glad mand efter sejren.
- Jeg er overvældet af følelser og er meget glad. Vi ventede på chancen og tog den. Det var en god præstation, og jeg havde også min del med scoringen. Men alle gjorde det fantastisk, siger han til Canal 9.
Med sejren har Silkeborg igen fået kontakt med Sønderjyske og Horsens på den rigtige side af stregen.
- Det er vigtigt at få point, og det er flot mod FC København, der er Danmarks bedste hold. Det er fantastisk og bringer os tilbage på sporet, siger han.
Havde en travl aften
Silkeborgs forsvarsspiller Dennis Flinta havde en travl aften, hvor han skulle forsøge at holde styr på Andreas Cornelius og resten af FCK's offensiv, og han var glad for at holde nullet for en sjælden gangs skyld.
- De blev ikke pakket ind i madpapir, men det var okay., De kommer selvfølgelig til chancer og rammer træværket, men vi har heldet og er dygtige, siger han og ser nu frem mod næste opgave mod AaB i næste weekend.
- Vi får lidt luft i tabellen, så vi er ikke død og begravet. Nu skal vi have tre point mod AaB, så vi rigtig kan bide de andre i haserne, siger han.