SIF-målscorer: Vi skulle have haft tre point

Marc Rochester Sørensen bragte Silkeborg i front i fredagens østjyske lokalopgør mod Horsens. Men til stor utilfredshed måtte SIF nøjes med ét point

01:53

I fredagens sene kamp mødtes Silkeborg IF og AC Horsens på JYSK Park. Kampen endte 2-2, og det så længe ud til, at De Gule kunne nappe de tre point med hjem.

Et sent mål fra Mate Vatsadze gav dog værterne et point, men det var ikke nok til at tilfredsstille den anden Silkeborg-målscorer, Marc Rochester Sørensen.

- Nej, overhovedet ikke. Vi føler, vi godt kunne have fået de tre point i dag, og det skulle vi også have haft. I forhold til spil og chancer, så er det os, der er ovenpå, så det er ærgerligt, at vi ikke får de tre point i dag, lød det efter kampen fra Marc Rochester.

Læs også Silkeborg-comeback sikrer point mod AC Horsens

Marc Rochester Sørensen havde et par store chancer i begyndelsen af kampen, men i tredje forsøg lykkedes det ham endelig at få bolden i nettet.

- Jeg kan ikke lige huske, hvem der slår den ind, men der kommer i hvert fald et indlæg, som J (Simon Jakobsen, red.) får lagt af til mig og så er det bare at få afsluttet med det samme. Den gik heldigvis ind, og det var dejligt.

- Det er altid dejligt at score. Specielt når man nu har spillet en del kampe efterhånden, så skal der også nogle mål og assists til. Så det var dejligt at få scoret i dag, siger den 24-årige tidligere HB Køge-spiller.

Målet var Marc Rochesters andet i denne sæson.