SIF jagter tredje sejr på stribe
Silkeborg IF skal en tur til Lyngby for at møde topholdet i Bet25 Ligaen senere i dag, torsdag
Cheftræner Peter Sørensen har fundet vinderformlen til sit mandskab, der har vundet de to seneste kampe, og senere i dag, torsdag, venter en hård test for Silkeborg IF, der møder rækkens tophold, Lyngby, på udebane klokken 18.00.
De rødklædte Silkeborg-spillere har vist gode takter med 1-0 sejren i Helsingør og 6-2 sejren over FC Roskilde, og det må være en spillerbus fyldt med selvtillid, der kører mod Sjælland.
SIF-angriber: Lad os starte en sejrsstime
Hvis det lykkes for Silkeborg IF at hente den tredje sejr i træk, så rykker klubben op på en andenplads i rækken med blot otte point op til Lyngby, men det kan være en stakket frist, for i weekenden kan en anden østjysk oprykningsbejler, AC Horsens, rykke forbi Silkeborg IF igen, hvis "den gule fare" vinder i Helsingør. Det samme kan Vejle Boldklub i øvrigt, hvis klubben vinder udekampen over HB Køge.
Peter Sørensen har valgt at foretage en enkelt ændring til torsdagens trup i forhold til kampen mod FC Roskilde, og det bliver en svækkelse for østjyderne, at anfører Thorbjørn Holst må sidde over med en øm akillessene. Han erstattes af Emil Søgaard, der normalt optræder på klubbens U19-mandskab.
Silkeborg IF's trup mod Lyngby:
2. Emil Søgaard
4. Simon Jakobsen
6. Jens Martin Gammelby
7. Nicolaj Agger
8. Martin Thomsen
9. Andreas Albers
10. Emil Scheel
11. Ulrik Flo
13. Mikkel Vendelbo
14. Dennis Flinta
15. Gustav Dahl
16. Nicolai Flø
19. Sammy Skytte
20. Frank Hansen
22. Davit Skhirtladze
25. Nicolaj Ritter
29. Robert Skov