SIF-fans i march gennem byen: Silkeborg for livet, du
Silkeborgenserne er glade for deres nye fodboldstadion og tror nu på bedre tider på banen
Mandag eftermiddag marcherer en stor gruppe Silkeborg IF-fans gennem byens gader. Det gør de for at markere, at det nye stadion – Jysk Park – indvies med det østjyske lokalbrag mod AGF i aften kl. 19.
Blandt de op mod 2000 marcherende rødklædte SIF-fans er to af de mest inkarnerede støtter i skikkelse af Mads Bilde og Lukas Angin.
- Vi er der til hver evig eneste kamp på hjemmebane. Stemningen i aften bliver god, for vi er der jo. Vi tværer AGF ud. Silkeborg for livet, du, lyder det fra de unge fans.
De har faktisk allerede været ude og smugkigge på det nye stadion.
Læs også
- Det er flot, moderne og nyt – lige til vores standarder, er deres umiddelbare vurdering.
Det nye stadion får plads til 10.000 tilskuere heriblandt 6000 siddepladser. Der spilles på kunstgræs, og derudover er der mange fine nye faciliteter.
- Et nyt stadion som det her giver ikke garanti for superligafodbold. Jeg tør til gengæld godt udstede en garanti for, at havde vi ikke fået det her anlæg, så ville vi ikke fortsat kunne blive ved med at tiltrække sponsorer og tilskuere, der gjorde, at vi kunne være med, har direktør Kent Madsen tidligere sagt om stadionet.
Spillerne får glæde af spa, koldtvandsbassin og masser af plads i de nye omklædningsrum. Sponsorerne forkæles ligeledes med blandt andet nye sky-boxe.
En af de ting, der virkelig skiller sig ud på det nye Silkeborg Stadion er de farverige og spraglede sæder til tilskuerne. Noget som SIF har hentet inspiration fra i Portugals hovedstad, Lissabon.
- Vi har fået et stadion, der ser anderledes ud end alle de andres. Vi synes, det er sjovt og frækt. Det giver faktisk nogle bedre tv-billeder på de her tribuner, der måske ikke altid er helt fyldt op, så der er noget dynamik, siger Kent Madsen.
Du kan se klip fra marchen øverst på siden. Herunder kan du høre, hvad Silkeborg borgmester, Steen Vindum (V), siger om det nye stadion. Han har fået æren af at fløjte opgøret mellem SIF og AGF i gang på det nye stadion.