Sidste sværdslag i sag om bioanlæg
På et stort debatmøde vil beboerne i Studstrup i aften forsøge at få politikerne til at droppe planerne om et omstridt bioanlæg.
Borgerne i Studstrup forsøger i aften at lægge pres på politikerne fra Århus Amt.
En række lokale beboere kæmper indædt for at forhindre, at energiselskabet Dong Energy får lov til at udvinde biobenzin fra Studstrupværket.
Om 10 dage skal amtet afgøre, om Dong skal have lov til at opføre det nye anlæg. Derfor er aftenens debatmøde på Egå Gymnasium muligvis sidste mulighed for at påvirke politikerne.
- Vi ved, at der kommer bioethanolfabrikker i Danmark, for det kræver EU. Det er derfor ikke bioethanolen i sig selv, vi protesterer imod, men placeringen så tæt på boligområder, sejlermiljøet og det dejlige område ved Århus Bugt, siger formand for Studstrup Borgerforening, Birger Agergaard.