Sidste farvel til solgt kloster
Nonne viser rundt og fortæller om klosterlivet
Sidste år rykkede flyttebilerne ind og på bare kort tid blev den 5.102 kvadratmeter store bygning ryddet.
Sostrup Kloster - ejet af den katolske Cisterciener-orden - var af økonomiske årsager nødt til at lukke, og det blev et farvel til nonnerne.
Se: Kloster-kassen er tom
Nu er klosteret blevet solgt til et søskendepar, som skal overtage de store bygninger, som rummer både et slot, et kloster og en kirke.
Med salget bliver der endeligt sat punktum for et klosterliv, der endte med en skandale, der gav genlyd over hele landet.
Klosterets abbedisse, Moder Theresa, blev i 2010 beskyldt for overgreb mod flere nonner og for at have været skyld i, at en ældre dement nonne havde mistet livet. Hun var blevet lukket ude i fem graders kulde og frøs ihjel.
Autoritært og lukket miljø
I dag besøgte nonnen, søster Christiane, Sostrup Kloster. Hun skal stå for at overdrage bygningerne til de nye ejere.
Hun boede selv på klosteret i 1980'erne, men valgte at rejse til Tyskland på grund af abbedissen, Moder Theresa. Efter hun tiltrådte sit embede i 1988, skete der en markant ændring i ledelsesstilen:
- Det var den der meget autoritære stil og også meget lukket. Nu, hvor jeg er kommet på afstand af det hele, kan jeg kan godt se, at det nok har noget at gøre med den måde, Moder Theresa selv var opvokset på. jeg tror slet ikke, at hun selv kunne se, at der var noget særligt ved det der.
Ifølge søster Christiane begyndte klosteret at isolere sig fra omverden, og til sidst blev det for meget:
- Man måtte ikke have kontakt med nogen udenfra, og hvis man havde det, skulle hun vide helt præcist, hvem det var. Det var simpelthen overdrevet.
Se et tv-indslag øverst i artiklen, hvor søster Christiane viser rundt på klosteret.