SF-rådmand går imod KL
Århus Kommune undtager torsdag plejeboligerne i Havkær fra strejken. Dermed trodser kommunen KL.
Tirsdag kunne TV 2 | ØSTJYLLAND fortælle, at FOA ville afblæse strejken på plejeboligerne Havkær i Tilst. Det ville FOA fordi, man efter fagforeningens udsagn ikke kunne opretholde nødberedskabet på grund af for lidt bemanding. Og så længe der er konflikt, så kan man ikke indkalde ekstra vikarer.
Men FOA fik nej fra Kommunernes Landsforening, der mener, at foreningen bestemmer over hvem, der kan undtages fra konflikten.
Nu kommer rådmand Dorthe Laustsen fra SF så på banen. Og hun går i mod KL's seneste udmelding.
- Det ene øjeblik vil KL bestemme over kommunerne og om hvem der skal undtages. Det næste øjeblik, må vi selv bestemme. Nu vil KL så bestemme igen. Den køber jeg ikke. De kender jo ikke virkeligheden ude hos de ældre, lyder det fra rådmanden i en pressemeddelelse.
Hun opfordrer desuden KL til at gå tilbage til forhandlingsbordet med FOA og Sundhedskartellet.
Du kan se meget mere om den sag i TV 2 | ØSTJYLLAND klokken 19.30.