SF opstiller nye kandidater
Har psykiatri og børns vilkår som mærkesager
Ved et medlemsmøde lørdag har SF-Randers valgt Ann Søndergaard Pedersen og Mikkel Borch som kandidater til Folketinget.
Mikkel Borch bor i Aarhus, er 21 år og læser til dagligt forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet. Han har i flere år været aktiv i SFU, blandt andet som formand for SFU i Randers. I dag har han en plads i SFU's landsledelse, og han har desuden siddet i bestyrelsen for SF-Randers. Blandt hans mærkesager er gratis psykologhjælp til unge under 25 år.
- Ungdommen er presset, og flere og flere unge må sætte deres liv på pause og overgive sig til depression og stress. En psykolog koster ofte 1000 kr. i timen, hvilket er langt mere, end de fleste unge har råd til. Jeg vil ikke acceptere et Danmark hvor unge parkeres på anti-depressiver og mister deres fremtid, siger Mikkel Borch i en pressemeddelelse.
Ann Søndergaard Pedersen bor i Randers, er 49 år og næstformand i BUPL i Østjylland. Hun stillede op for SF ved sidste folketingsvalg, har også siddet i SF-Randers' bestyrelse. Som sine mærkesager har Ann Søndergaard Pedersen forbedring af børn og unges vilkår, uddannelse og social retfærdighed.
- Alle har ret til et ordentligt liv. I dag er det desværre sådan, at den sociale ulighed vokser, og det ofte børnene der betaler prisen, når forældrene ender i arbejdsløshed. Jeg vil kæmpe hårdt for, at vi skaber et samfund, hvor alle har lige muligheder, siger Ann Søndergaard Pedersen.
Mikkel Borch er opstillet i Randers Nordkredsen, og Ann Søndergaard Pedersen i Randers Sydkredsen.