Sender sygt barn hjem

Mor: Kommunen opgiver at behandle min søn for at spare

En ny sag om børn, der planlægges sendt hjem fra institutioner i Aarhus - angiveligt for at spare penge - er under opsejling, fortæller en mor til en ni-årig dreng til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Drengen har i forståelse med forældrene været anbragt i et år på døgn- og aflastnings-institutionen Heimdal i Højbjerg. Årsagen er, at han var voldsomt udadreagerende og blandt andet slog sin mor flere gange om ugen.

Ifølge læger har drengen to psykiske diagnoser: Hyperkinetisk adfærdsforstyrrelse og reaktiv tilknytningsforstyrrelse.

Nu har forældrene fået besked om, at drengen kun får forlænget sin behandling på institutionen med et halvt år. Derefter skal han hjem til forældrene. Kommunen anfører i sin begrundelse, ifølge moderen Nina Rasmussen, at sønnen om et halvt år helt sikkert er færdigbehandlet.

Den beslutning har moderen anket, idet hun frygter, at drengen igen vil få det værre. Og ifølge hende bakker fagpersoner omkring drengen op om hendes bekymring.

- På sigt bekymrer vi os jo meget om at hvis ikke han får den rette pædagogiske behandling, at han så går hen og finder de forkerte venner uden at vi som forældre kan gøre noget, siger Nina Rasmussen.

- Den afgørelse, der er truffet i kommunen, har vi anket, da vi bestemt ikke mener, den er faglig begrundet. Tværtimod skinner det langt væk, at det handler om kroner og øre, siger hun.

Se også indslag fra torsdag: "Nu skal Maja hjem."

Se også indslag fra tirsdag den 3. maj: "Hjem til egen bolig."