Sender brev til Folketinget
Aarhus Kommune sender brev til folketingsmedlemmerne
På mandagens magistratsmøde i Aarhus Kommune blev det vedtaget at sende et åbent brev til de nyvalgte medlemmer af Folketinget.
Brevets formål er at sætte Aarhus på dagsordenen, når politikerne på Christiansborg begynder det daglige arbejde efter valget.
Tv2oj.dk fortalte tidligere mandag, at Marc Perera Christensen (K), der er byrådsmedlem i Aarhus Kommune, på magistratsmødet mandag ville foreslå borgmesteren og de fem rådmænd, at kommunen skulle sende brevet.
Se: Aarhus skal på dagsordenen
På mødet mandag blev det så vedtaget at sende det åbne brev til alle de nyvalgte.
- Interessevaretagelsen for Aarhus er en løbende proces. Det er vigtigt, at vi holder Folketinget og den kommende regering fast på nødvendigheden af investeringer i Aarhus. Det gælder infrastruktur som E45, letbane og Kattegatforbindelse. Men det gælder også områder som turisme, kultur og udligning. Jeg er glad for opbakningen til mit forslag, og ser frem til det fortsatte arbejde med at styrke Aarhus' position på Christiansborg, siger Marc Perera Christensen i en pressemeddelelse.
Brevet ventes udfærdiget og sendt i løbet af et par dage.