Selvhjælp i ældreplejen
Ældre i Silkeborg og Aarhus skal være mere selvhjulpne
Fru Hansen skal ikke længere have hjemmehjælp til at få sin støttestrømpe på hver morgen. Hun skal i stedet have hjælp til at bruge en støttestrømpe-påtager, så hun kan hjælpe sig selv.
Det er grundidéen bag det kursskifte i hjemmeplejen, der ruller gennem rigtig mange kommuner lige nu. Fredericia, Vejen, Frederiksberg, Rudersdal, Silkeborg, Aarhus og Lyngby-Taarbæk er bare nogle af de kommuner, der har iværksat projekter eller større organisationsændringer med det mål at arbejde med den såkaldte hjemme-rehabilitering.
Det betyder, at hvor hjemmehjælperen før kom og gav den ældre støttestrømpe på, kommer hjælperen nu og træner den ældre i selv at tage strømperne på.
Gør ældre selvhjulpne
Målet med træningen, som ergo- og fysioterapeuter planlægger, er at gøre ældre så selvhjulpne som muligt. Det skriver Kristeligt Dagblad.
- Alt tyder på, at borgeren får en øget livskvalitet, samtidig med at der er mange penge at spare, siger sundhedsøkonom ved Dansk Sundhedsinstitut (DSI) Jakob Kjellberg, der har evalueret projektet "Længst muligt i eget liv" i Fredericia Kommune.
Evalueringen viser, at kommunen, efter at projektet er iværksat, har sparet 13 millioner kroner om året. Og selvom antallet af ældre over 66 år i kommunen er steget, er antallet af borgere, der modtager hjemmehjælp, faldet.
- Noget tyder på, at hjælpen nu kun kommer til dem, der har virkelig brug for den, siger Jakob Kjellberg, der afviser at se hjemmerehabilitering som en maskeret besparelse.
- Kommunernes økonomi er trængt, og her kan man spare uden at forringe kvaliteten - hvis man lykkes med det, siger han.
Kilde: Kristeligt Dagblad