Se interview med afgående Favrskov-borgmester
I dag ryddede Anders G. Christensen (V) sit skrivebord på borgmesterkontoret i Favrskov Kommune.
Anders G. Christensen har siddet to byrådsperioder som borgmester i henholdsvis Favrskov Kommune og den tidligere Hadsten Kommune.
Den markante Venstre-politiker blev ellers spået et genvalg til borgmesterposten ved årets kommunalvalg, men sådan skulle det ikke gå.
Anders G. Christensen blev på målstregen slået af en rød alliance med Socialdemokraterne i spidsen. Et nederlag, der kom bag på mange, ikke mindst ham selv.
Nu vil Anders G. Christensen bruge sin juleferie sammen med familien og på at tænke over, hvad der nu skal ske. Endnu ved han ikke, hvad hans nye arbejde bliver.
Anders G. Christensen er formand for kommunernes såkaldte kontaktudvalg. En post, der har sat ham i tæt kontakt til landspolitikerne. Om han kan beholde den post, vil vise sig d. 21. januar, hvor der er konstituerende valg. Det er intet krav, at man er borgmester.
Du kan se et interview med den afgående Favrskov-borgmester ved at klikke i boksen ovenfor til højre.