Sara Slott viser OL-form

Hækkeløber vil løbe endnu hurtigere i London

Den kommende østjyske OL-deltager i hækkeløb, Sara Slott Petersen fra Aarhus 1900, understregede tirsdag i Luzern i Schweiz sin stærke form, da hun fik noteret tiden 56,11 sek. på favoritdistancen 400 meter hæk.

Tiden er blot 0,28 sek. fra hendes egen danske rekord fra juni måned.

- Jeg er rimeligt tilfreds, da jeg har haft et par hårde træningsuger på det seneste, så jeg føler stadig, at jeg lige mangler de sidste procent, siger Sara Slott Petersen.

Egentlig skulle hun have løbet i det stærkt besatte A-heat - men på den dårligste bane. Derfor valgte den 25-årige århusianer frivilligt en plads i B-heatet i håbet om en bedre tid.

Her blev hun kun besejret af italieneren Manuela Gentilia (55,54 sek.).

- Træningen bliver lettere nu, og min nye rytme mellem hækkene sidder bedre og bedre, så jeg er sikker på, at der snart er en bedre tid i vente, lyder det fra Sara Slott Petersen, som har endnu en start inden OL i Polen førstkommende lørdag.

Den 5. august kl. 19 bliver det alvor. Her lyder startskuddet til det indledende heat ved OL i London.